UL Fiskeri på godt og ondt…

DSCN4397

/Jari – 23-10-2015

Indledning:

At fiske med ultra let grej er foruden sjov og spas, forbundet med udfordring, tålmodighed og erfaring indenfor det at fighte fisk.
Der er stor debat om hvilke arter man “bør” og ikke “bør” fange med UL-grej, dette i forbindelse med, hvad der for fiskene er mest hensigtsmæssigt.

Jeg vil her forsøge at give svar på kritikken, moralen, fangstmulighederne, samt dele min generelle erfaring indenfor det spændende fiskeri det er, at fiske med ultralet udstyr og endegrej.

UL fiskeri er hvad man gør det til og jeg mener ikke der bør være regler for, hvad Ul fiskeri står for eller hvilket grej der skal anvendes.
Om man anvender en UL stang sammen med et “almindeligt spinnehjul”, er f.eks. stadig UL fiskeri. UL oplevelsen ligger i fighten, hvor i dette tilfælde, let stang VS. fisk er det essentielle i oplevelsen. Hjulet skal nødvendigvis ikke være småt, især ikke hvis man går efter de store fisk, hvor der stilles større krav til eksempelvis både linetykkelse og linekapacitet.

Der er delte meninger om alt indenfor lystfiskeri, her er mine meninger, erfaringer, tips og tricks…

Ul Fiskeri – spin:

For det meste går jeg med 5 -6 fods spinnestænger når jeg UL-spinnefisker. Jeg bruger hjul i 2500, 3000 størrelsen, da jeg går efter alle arter med de lette stænger og jeg gerne vil fiske med tykkere og stærkere liner i den forbindelse.
De lette stænger gør at jeg kan få meget hygge og sjov ud af de mindre fisk, men når de store tager fat, så kan jeg via. min stærke line, stadig lægge et godt press på fisken, uden at være bange for at tabe kampen, skulle linen knække på grund af fiskens størrelse, indfiltren i grene, eller knække via ridser fra sten på bunden etc.

Ul fiskeri efter gedde:

UL fiskeri action

Selv store gedder tager mindre agn, derfor kan man nemt rende ind i en gedde over meteren, når der fiskes med ultralet udstyr og endegrej.
Når jeg fisker gedder med lette spinnestænger har jeg typisk 0,32. nylon på mit størrelse 3000 hjul. Om man bruger flet eller nylon finder jeg det lige vigtigt, at linetykkelsen svarer til de gedder og fisk generelt, man kan forvente at få på krogen.

Stålforfang er et must til gedderne.

Når man fisker gedde med UL-stang skal man tænke på, at der ofte er siv, buske og træer langs de søer, moser, kanaler og åer med mere, man fisker i. Det siger derfor sig selv at der ligger en ulempe på pladser hvor den slags forefindes. Det er svært at fighte en fisk henover sivene eller hvis gedden f.eks. trækker ud til siden og der står siv der forhindrer direkte kontakt med fisken. Ul-fiskeri udføres bedst hvor der er plads, om det er fra land, fra flydering, kajak eller båd. Teorien modsiges dog her: Det er lettere at komme til med en lille stang hvor krat og træer står tættest helt ud mod vandet. Jeg kan dog ikke anbefale, at fiske efter store fisk med UL i det tilfælde.

Men når alle parametre er i orden, der er plads til fighten og fisken er på krogen, så er udfordringen, adrenalinen og morskaben på så højt et plan, at meget lidt kan hamle op med UL fiskeriet.

Endegrej og UL-stænger til geddefiskeri:

De fleste UL-stænger går typisk fra og mellem 2-15 gram. Nogle fra mindre til mere o.s.v.
Der findes jerbaits, shads, jigs, woblere, spinnere, spinfluer, ja alt der går til “vægtklassen” UL.
I nogle tilfælde kan man finde UL-stænger der er så stærke, at de kan kaste meget tungere endegrej end hvad skrevet på dem er… Jeg selv ejer en 16 år gammel Ugly Stick på 142 cm. På den står der at den kan kaste op til 15 gram, men den kan kaste endegrej ud, langt over 50 gram.
Jeg kan dog ikke anbefale at man kaster så meget med de UL stænger man kan købe i dag. Det er fornuftigt at holde sig indenfor max-belastningen skrevet på stangen.

Jeg har fanget mange gedder på UL udstyr samt endegrej, også nogle over meteren. Endegrejet skiller sig ikke ud fra alt andet geddegrej, bortset fra størrelsen, logisk nok. Man kan sagtens bruge små hjul til geddefiskeriet, men man skal have i tankerne, at de kan blive store de kære gedder, så husk under alle omstændigheder tyk og stærk line. Linen til et UL-hjul som benyttes til geddefiskeri må gerne være fletline/fireline, da linen er stærkere generelt og man samtidigt kan have mere line på det lille hjul.

Ul fiskeri efter havørred:

Ul havørred

Ul fiskeri efter havørred er nok noget af det sjoveste for mig. Det er ikke altid at de store bider på, derfor giver man sig selv de fedeste oplevelser, når man giver sig selv UL udstyr i hånden til dette fiskeri. De små havørreder under og omkring mål, kan pludselig mærkes og hver en fight bliver speciel.

Da det ligesom så meget andet fiskeri, ikke er nødvendigt at kunne kaste langt for at fange havørreder, behøver man ikke større hjul med mere linekapacitet, men at have en fornuftig line på sit UL hjul er alligevel et must, da de helt store havørreder ellers kan være svære at få ind uden tab. Jeg anbefaler alligevel at have et 2500 hjul på sin UL stang. Fordi, når den store endelig sidder der, er det ærgeligt at tabe/miste den p.g.a. for lidt line eller en line der ikke er stærk nok, til at modstå hidsige udløb samt vilde spring ud af vandet med mere…

Ligesom gedden, kan de helst store havørreder også fanges på småt endegrej. Små blink, gennemløbsblink, kystwoblere med mere…
Husker man at efterkomme kastevægten på stangen og tilpasse sit endegrej derefter, så går alt ofte som det skal.

Lær din UL-stang at kende før du presser fiskene for hårdt, og husk at de bestemt ikke er beregnet til at løfte fisk ud af vandet.

Ul fiskeri efter stør:

Mega stør

Fiskeri efter stør med UL-grej er en ømtålelig og delikat sag. Størene skal genudsættes og for lang en fight kan svække støren i nogen grad. De fleste put and take søer har krav til udstyr og endegrej. Jeg selv har fanget en stør på 27,8 kg. på UL-stang. Det tog mig ca. 11 minutter at få den ind.
Stangen jeg benyttede mig af var min Ugly Stick på 142 cm. – 8 centimeter kortere end fisken selv. Ugly Sticken som min UL stang i dette tilfælde hedder, er lavet til at kunne klare presset og blev dengang jeg købte den, kaldt verdens stærkeste fiskestang.

Hvis man ikke har en Ugly Stick ved hånden, kan jeg ikke anbefale nybegynderen at forsøge sig med UL stang og hjul til størfiskeriet.
Er man erfaren i at fighte fisk, kender sin stang og har fiskens ve og vel i sinde, ser jeg intet problem i at fange stør på UL. Det er enormt spændende at fighte stør på let grej og for en der ved hvordan fisken skal fightes, ligeså skånsomt som med store lange stænger… Jeg kan i det hele taget ikke anbefale at bruge et UL-hjul til størfiskeri, der kan ganske simpelt hverken være nok meter eller tyk nok line derpå…Minimum et 2500 eller 3000 hjul. Brug gerne minimum 0,32 nylon eller en stærk fletline.

Det er fedt at fighte stør på UL, så er det sagt!

Ul fiskeri efter sej og torsk:

2 sej

Når jeg her skriver om UL fiskeri efter sej og torsk, mener jeg fra kysten eller i fjord. At bruge ultralet grej til kutterfiskeri er måske lige i over eller underkanten. Der fiskes typisk dybt, men også med meget tunge agn over 100 gram under kutterfiskeriet, hvilket ikke er ideelt til Ul stang, hjul eller line.
Mange småbådsfiskere fisker gerne torsk og sej med UL-grej og udstyr, når der skal sjov og hygge til, men typisk under trolling.
De fisker også med UL i dybere vand hvor pirkene skal fires ned, men typisk i perioder med mindre torsk og sej, mindre strøm og på mindre dybder end efter stortorsk.

Det er enormt morsomt at fange begge arter under kystfiskeri og fjordfiskeri, men endnu sjovere når det er med UL grej. Lette stænger og små hjul er humlen, der gør dette fiskeri tæt på sublimt. Sejen der både er kendt for lange udløb, sine hurtige dyk og vilde udkejelser når kroget, er mindst ligeså sjov, som at fange havrørred under UL fiskeri.

Både torsken og sejen tager både større og mindre blink, men igen skal man huske at tilpasse agnenes/blinkenes vægt. til den vægt stangen kan bære og kaste. Det er sjældent at man fanger torsk og sej over 4 kg. fra kysten eller i fjordene fra land, men det er fuldstændig ligemeget, for dem under 4 kg. kæmper på UL grej fuldstændig vanvittigt! Og sjældent har jeg oplevet federe fights end dem erfaret på den måde…
Vi undervurderer de mindre fisk i Danmark, fordi vi generelt bruger for kraftigt grej.

Ul fiskeri efter put and take regnbueørred

to ørreder

Med mindre man hælder til bombarda-fiskeriet, så er Ul fiskeri efter put and take søernes ørreder så fedt, og så meget mere sjovt end med lange stænger. Det er ganske normalt at der er masser af plads til at fighte fisk omkring en put and take sø. Fiskene er nogengange store og man går som regel efter at spise fiskene, så om fighten varer længere eller kortere tid, er i bund og grund det samme. Hvorfor ikke opleve kræfterne fra ørrederne i fuld flor, mærke styrken og nyde fighten før fiskene landes.

Når man taler om UL fiskeri i put and take, nævnes og bruges alt der er småt. Små blink, spinnere, små jigs, selv fluer evt. kastet ud med et lille klemmebly som kastevægt. Alt småt er muligt. Hvis man vil have en på opleveren i put and take, vil jeg klart anbefale et lille hjul som for eksempel str. 500 og en stang i størrelsen 5-6 fod, max. Linen 0,25 nylon eller en tyndere fletline. Med fletline kan der komme mere line på hjulet og dermed får man også et længere kast, generelt.

Man skal huske at tage sig god tid når der fiskes med tyndere line, fiskene er ofte stærke, springer ud af vandet og kan fighte ret intenst nogle steder. Det er derudover også stadig muligt at kroge fisk over 10 kg. i en put and take sø.

Ul fiskeri efter rokke i og udenfor Danmark:

Færøerne rokke

Der er fanget rokker med stang de seneste år fra den nordjyske vestkyst. Derudover kan man fange rokke i lande som Norge, Færøerne og England, samt et utal af andre lande.

Fælles for de imponerende rokker, uanset land er, at de ofte suger sig fast til bunden. Den brede fisk benytter hver en centimeter til at gøre det umuligt for os, som har den for enden af linen at få op. Der er også kæmper blandt rokkearterne, hvilket gør fiskeriet med UL grej ret besværligt. Men fedt er det!

Rokkerne herhjemme er fanget på sildestykker, tobis og rejer. De er fanget under fiskeri efter slethvar, rødspætte og pighvar. Man har bl.a.  lavet et forfang med f.eks. et blink, i nogle tilfælde uden krog, hvor man har bundet hovedlinen i den ene ende og derefter en 40-60 centimeter lang line i den anden, med en krog for enden hvor et stykke sild er påsat krogen. Forfanget kastes ud og trækkes langsomt hen over bunden.

Jeg selv har fanget rokker fra små havne på Færøerne med UL. Her benyttede jeg et almindeligt købe fladfiske-forfang for enden af linen, med et stykke makrel på hver krog. Der var omkring 20 meter dybt, linen jeg brugte var en 0,32 nylon. Stangen under 5 fod.

Hvis man ikke kender styrken på sin stang, kan jeg ikke anbefale at bruge UL til denne fisk. De tager voldsomme, seje, lange udløb og vejer godt til i vandet. Når de sætter sig skal man ikke presse, men derimod lade linen blive slap, så løfter de sig fra bunden igen og fighten kan fortsætte kort tid efter. Man kan godt forsøge at presse dem fri normalt, men ikke med UL udstyr. Desuden er det ikke nødvendigt at presse dem uanset, da tricket virker.

At fange rokke på UL er lidt af en skæv vinkel på UL-fiskeriet generelt og man skal helt sikkert vide hvilken størrelse rokke man kan løbe ind i før man kaster sig ud i det.

Ul fiskeri efter makrel og hornfisk:

DSCN5743

Til fiskeriet efter makrel og hornfisk kan man bruge UL endegrej, stang, hjul og line til fingerspidserne, men husk at begge fisk har tænder, så et tykkere monofil (nylon) forfang er at foretrække. Fighten med en makrel der har hugget på blinket, overgår til hver en tid fighten med en hornfisk når det kommer til UL fiskeri, men begge fisk giver en særdeles belønnende og værdigfuld oplevelse. Derudover smager begge fisk forrygende efter min mening.

Hornfisken går meget gerne ud af vandet og makrellen det stik modsatte, ned, ned, ned… 2 forskellige fights, men makrellen og hornfisken jager som regel stort set de amme byttedyr og derfor fanger vi lystfiskere typisk de 2 fisk på samme agn. Ofte fanger vi også dem under samme sæson, da de 2 arters sæsoner overlapper hinanden.

Jeg glæder mig allerede til næste sommer!

Muligheder – UL fiskeri:

Hvis man kan lide alle fisk som jeg kan, får man sommetider fantastiske oplevelser med UL grejet. Se bare videoen her – husk lyd:
YouTube-forhåndsvisningsbillede

Alt kan fanges med UL herhjemme, dette uanset om der er tale om Skjern Å laks, stortorsk, +30 kg´s stør, 10+ karper eller pighvar fra den jyske vestkyst. Men… Skal man ud og lege med de store fisk, så skal man helst gerne tage følgende i betragtning, før fiskeriet påbegynder:

  • Har jeg erfaringen?
  • Har jeg medregnet størrelsen på fisken, omgivelser, dybde, linetykkelse, stang-styrke, line-længde, om det er en fisk jeg skal spise eller ej, kan jeg løfte fisken over kanten på kajen eller båden med mere…?
  • Hvad vil jeg egentlig have ud af UL fiskeriet?

Egentligt vil jeg, trods mine egne udskejelser med en UL stang og UL udstyr generelt, mene at UL fiskeriet er møntet på, at man kan have sjove oplevelser med selv den mindste skalle eller anden fisk i mindre størrelse.

Men når alt kommer til alt, så er jeg en kæmpe tilhænger af at fiske med let og blødt grej og det er ikke noget jeg ønsker at undvære på noget tidspunkt i resten af mit fiskeliv.

Det er mit håb at du som læser har fået øjnene op for hvad muligt er, hvis du ikke allerede har stiftet bekendtskab med UL fiskeri.

God fornøjelse!

Jari

Ul hjulReklame: Et godt UL hjul til små penge:

Quantum Trax er et rigtig godt bud på et billigt fastspolehjul til UL fiskeri. Trax er et driftsikkert spinnehjul, med 8 kuglelejer, og en micro justerbar frontbremse som kan klarer de fleste UL-fight opgaver.

Fås i 4 størrelser:

Kun 399. kr.

Se mere eller køb det her: Lystfisk.dk