226.000 gæster Den Blå Planet på kun seks uger

København, den 2. maj 2013

Den Blå Planet, Danmarks Akvarium, har fået en flyvende start, og en plads mellem de fem mest besøgte danske attraktioner er i sigte.
Hammerhajerne, søløverne, piratfiskene og alle de andre fascinerende dyr i den smukke, hvirvlende arkitektur i Kastrup Havn, har taget voksne og børn med storm. Godt 226.000 gæster er gået gennem indgangen og godt 19.000 har købt Blåt Kort siden åbningen den 22. marts.
”Vi er utroligt glade for den modtagelse, vi har fået. Vi er lykkedes med at revitalisere Danmarks Akvarium for et moderne publikum, og forretningsgrundlaget er på plads. Vi ser meget lyst på fremtiden, hvor alt overskud i princippet kan investeres i udvidelser og fornyelse, så vi også om 5, 10 og 20 år kan give vores gæster nye, spændende oplevelser,” siger Mette Broksø Thygesen, kommerciel direktør.
Det samlede besøgstal for det gamle Danmarks Akvarium i 2012 er solidt overgået (123.606 gæster, åbent 10 måneder), og målet for 2013 på 525.000 gæster er kommet næsten halvvejs i hus, på kun seks uger.
Måltallet for et helt kalenderår er 700.000 gæster, hvilket vil placere Den Blå Planet mellem Danmarks fem mest besøgte attraktioner.

En bølge af interesse

Den Blå Planet åbnede strategisk op til påske, men helligdage og lockout er ikke hele forklaringen på Den Blå Planets stærke start, påpeger Mette Broksø Thygesen.
”Vi er blevet mødt med en utroligt stærk bølge af interesse – og alt tyder på, at den fortsætter. Nu, hvor lockouten er forbi, har vi stadig kø, når vi åbner, og vi har fortsat betydeligt flere gæster end budgetteret”.
Der er godt gang i salget af virksomheds-arrangementer og konferencer samt af sponsorater. Rundvisninger i og uden for åbningstid er udsolgt for maj og juni og der er bookinger helt frem til december. I alt er der booket rundvisninger for 5.000 gæster.

Christian Juul Yssing
PR konsulent, Den Blå Planet