Streetfishing og de mange gratis-strækninger..

Mange byer giver dig som lystfisker masser af muligheder for at fiske i gennemløbende åer og bække fuldstændig gratis. Ikke alle har råd til at købe kort til åerne der i dag løber op i 400 kroner for én enkelt dags fiskeri de dyreste steder. Og jeg kan godt forstå, at dem der ikke helt føler sig erfarne nok, ikke vil betale den slags summer for at kaste snøren i et vand de knap nok ved hvad rummer eller hvordan skal affiskes. Gratis-strækningerne gør det muligt at lære det meste af året, undtagen under fredningen, for kun 185 kr. – nemlig beløbet for statens lystfiskertegn. Denne slipper man ikke for og man kan sige at den går til et godt formål. Blandt andet udsætning af flere fisk.

Ofte kan man fange havørreder og bækørreder på gratis-strækningerne, der på grund af deres beliggenhed i bymiljøet, giver en helt unik og anderledes oplevelse.

Jeg var for nyligt nede ved en af mine barmdoms-åer 2 dage i træk, Varde Å, for at fiske gratis-strækket der.

Mellem huse, osende biler, nysgerrige cyklister og hundeejere der luftede deres firbenede pelsdyr, ville jeg forsøge at lokke en havørred eller 2 til hug med spinner.

En god kammerat ved navn Palle var også med på turene. Vi brugte 2 timer ved åen begge dage og skæbnen ville det at jeg fik fisk på hver af dagene. Heldigt, men ikke overraskende da stykket normalt holder en del fisk.

Klassikeren over dem alle uanset vandløb er nok at fiske under broerne. Et opstrøms-kast under broen hvor man kun lige sørger for at holde bladet kørende på spinneren og ellers bare holder et  tempo hvor spinneren går lige over bunden plejer at være et hit. Det var også på denne måde jeg fik førstedagens eneste fisk.

Bækker

Når man fisker i byerne er der som regel ikke langt fra ens hus/hjem til fiskevandet. Jeg selv er ligeglad med hvilket tøj jeg fisker i og det er fiskene også.
Det er en sand fornøjelse at have købt en sandwich i det lokale supermarked på vejen hjem fra arbejde, for så at træde ind af døren til eget hjem, gribe stangen og 3 minutter senere stå ved åen med chance for ørred i første kast.

Videoen herunder viser hvor hurtigt det kan gå. Jeg havde ikke fisket mere end 3 minutter på dette tidspunkt og jeg ville egentligt bare have et par kast inden Palle og jeg skulle mødes på Varde havneplads.

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Billede af fisken:

Havørred

Denne havørred huggede på en bronze-spinner størrelse 4.

At kaste til modsatte bred og igen kun holde kontakt til spinneren med langsom indspinning alt afhængigt af hvor stærk strømmen er og lade den arbejde sig over til egen bred, er også en klassisk metode der bruges både af spinnefiskere og med med fluen, fluefiskere når der fiskes efter laks og havørred i de danske åer og de mange laksefloder samt elve verden rundt.

I Varde å har kombination af metoden ovenover og at bruge den før broerne i åen givet mange fine havørreder.

Der er ofte/næsten altid regler og restriktioner for at fiske i vores åer samt bække. I Varde Å skal man fiske uden modhager og hvis der fiskes med agn såsom orm, skal det være med cirkelkrog også uden modhage. Man må ikke fiske med rejer o.s.v.

Det kan være en god ide at læse sig op på og ind i disse regler – for bøderne for at træde forkert kan være meget dyre. For dyre spørger man mig. Ikke alle kan læse, ikke alle har adgang til computer eller kan finde ud af en sådan og ikke alle er klar over at der overhovedet findes sådanne regler for at fiske i et vand de har krydset i bil, sejlet i, badet i – i hele deres liv med mere.

Med det sagt kan jeg kun opfordre til at benytte det frie fiskeri/gratisstrækningerne landet rundt – for der er fisk!

JP