30 unge og håbefulde mennesker på fisketur – af JP

Tippen er en døgninstitution i Varde Kommune for børn og unge i alderen 0-18 år. De fleste af de unge mennesker der er tilknyttet stedet,  har ikke fået en heldig start på livet. Dette er de desværre ikke er alene om og flere unge med en hård og uretfærdig opvækst vil fortsætte med at se dagens lys indtil vi mennesker finder en fornuftig balance i livet, kombineret med en mindre egoistisk adfærd. Men det tager tid.

Da jeg er klar over at man ikke redde verden, kan man i det mindste forsøge at give et positivt input når man har overskud og muligheden for det.

Jeg ville forsøge at skabe rammerne for en god dag for 30 af de unge fra Tippen. Det var min plan at tilbyde dem gratis fiskeri samt lidt godt at spise og håbe på at dagen ville udvikle sig til en oplevelse, de kunne tage med sig lidt frem i tiden og en ny hobby, hvor for mig at se, der er meget lys og glæde at hente.

Varde Kommune er spækket med gode fiskevande – diverse åer med mulighed for bækørred, havørred og laks. Søer og moser med gedder i massevis og kyststrækninger hvor den bl. a. efterspurgte og populære pighvar kan fanges.

Varde by skulle være en del af arrangementet, stod det til mig. Jeg kontaktede derfor flere lokale butikker i håb om at de ville bidrage til dagen. Ingen sagde nej og efter flere succesfulde samtaler med venligsindende og hjælpsomme mennesker fra Vardes butikker, kunne jeg konstatere at hjertet er varmt i folket i den stadigt større-voksende jyske by i vest.

En lokal put & take sø ca. 9 kilometer fra Varde var villig til at ligge sø og lokaler til og ikke nok med det, så tilbød de også at reservere deres mindste sø til fordel for de unge, samt at udsætte omkring 100 kg. ørreder i den og derved øge chancerne for fangst og hvem ved? Måske skabe et par kommende lystfiskere. En anden put & take sø bød også ind med 100 kg. og dagen før arrangementet skulle løbe af stablen blev de 200 kg. fisk sat ud så de kunne falde til i de nye omgivelser natten over.

Hjælpere til at guide i fiskeriet og hjælpere til generel klargøring med mere var heller ingen hindring. En masse søde og rare mennesker sagde ja til at komme, i håb om at kunne være behjælpelige til at dagen blev til en succes.

De sidste jeg kontaktede var med henblik på at skaffe fiskestænger, fiskehjul og line.
Abu Garcia, et ældre klassisk, godt mærke/Brand tøvede ikke mere end 3 sekunder før de sagde ja.
Fiskesæson.dk, som jeg er ejer af, har i sinde at tilbyde flere institutioner gratis fiskeri gennem hele 2014. Jeg forklarede dem derfor at vi ville bruge fiskesættene til fremtidige arrangementer også.
“Vi sender dig lige 35 hjul, 35 stænger og 35 ruller line, så har du lidt du kan bruge fremover”.

Jeg må indrømme at jeg foretog et par drengede jubelhop indendørs hvor ingen kunne se dem, før jeg langsomt lagde røret på.

Alt var nu på plads til dagen!  Men bekymringen om det eneste man ikke kan kontrollere indenfor fiskeri lå og simrede i baghovedet på mig.

Ville fiskene bide…?

Gejst, vilje og glade unge mennesker

Stænger

Klargjorte stænger og morgendækket bord stod klar da Tippen med de unge ankom. Stemningen var høj da alle satte sig til bords.
Fade med rundstykker, kage og pålægspakker blev langsomt gjort indhug i. Kaffe, te  og mælk blev ligesom maden, langsomt nydt over morgensnak på tværs af det lange bord de alle sad ved.

Udenfor gik vi der skulle forsøge at få dagen til at køre og jeg specielt var en smule nervøs.
Efter en velkomsthilsen og information til de fremmødte omkring fiskeriet samt omkring spisning senere på dagen, tog hver hjælper en lille gruppe med ned for at starte fiskeriet. Der var ingen konkurrence sat op på dagen. Arrangementet skulle handle om det at komme ud i naturen, fange fisk og i sin enkelthed holde fokus på glæden, glæden ved fiskeriet, sammenhold og glæden på alles vegne. Denne fokus kan mistes hos os mennesker under en konkurrence. Det er set så mange gange før.

Powerbait i gule og grønne farver samt lækre små sprællende orme var agnen der blev brugt ved søen. Meget glædeligt for alle, gik samtlige individer ved søen godt op i fiskeriet. Der var ikke én, så vidt jeg kunne se, der ikke jagede de mange regnbueørreder i søen.

En kort video fra dagen:

YouTube-forhåndsvisningsbillede

Pædagoger og hjælpere var konstant observerende og hjælpende, hvilket især var nødvendigt ved udfiltring af line/liner og påsætning af orme der ikke faldt i alles smag.

Dagens første fisk huggede på orm. Proppen gik under og en hidsigt fightende ørred der skulle blive frontløberen for mange vilde og stærke ørredfights i løbet af de 3 timer fiskeriet varede, gik i gang med at vise sit værd.

Udløb efter udløb uden at fisken viste tegn på træthed gjorde sit indtryk på den unge fisker. “Kom nu ind”, blev der gispet og nervøsiteten havde fået sit tag. Ikke desto mindre fightede han videre og den fine regnbue måtte til sidst lade sig lande. Der blev klappet af den stolte fanger og dagens første ørred var en realitet.

PICT0004

Herefter gik det hurtigt. En hugperiode var i fuld flor og ørrederne blev fightet med glæde, entusiasme og landet på stribe.

Nogle fangede den første fisk i deres liv og andre fik ny “personal best”. En ung herre fangede en skalle på en snegl og var på en eller anden måde næsten knyttet til fisken gennem hele dagen. Alle fik den flotte skalle at se. Stoltheden lyste ud af ham og hvem kan undre sig over det. Den sølvfarvede lille skønhed er sammen med aborren den fisk i Danmark de fleste forelsker sig i, den først gang man kaster snøren i vandet med de mange skrevne og uskrevne våde eventyr. Lækkert at se! A trip down memory lane as they say.

Nogle fiskede med spinnere hvilket også gav fisk, alt virkede på dagen og fiskeguderne må have fyldt ønske-skeen og øset held i vandet til glæde for alle involverede og deltagende. Der var efter halvanden times fiskeri ikke nogen tvivl om at lystfiskerglæden havde fat!

Det gik hurtigt for nogen at rense deres fisk. De skulle med hjem og spises. Jeg var derfor ikke hurtig nok til at tage billeder af alles fisk. Men når jeg ser på billedet er det mere ansigterne end fiskene jeg bider mærke i. Det jeg ser på billedet giver mig mere lyst til at fortsætte med at lave arrangementer end noget andet og mening med livet! Dette går ud over lystfiskeriet i sig selv:

Fiskeri Vesternebel 005

Jeg gætter på at 10-11 ørreder blev fanget i løbet af de 3 timer. Tiden var derefter inde til at spise grillede pølser med brød og chinabokse fyldte med ris, kylling, grønsager og karry.

Sidst i denne artikel er der udtalelser fra nogle af de børn deltog, samt udtalelser fra pædagogerne fra de institutioner der på tværs af Tippen har samarbejde og som var med.

I løbet af dagen oplevede jeg en kæmpe ladning positiv energi gå igennem alle der var tilstede. Og jeg kan huske på et tidspunkt hvor jeg gik op og tog mig en kop kaffe, satte mig ned og ikke kunne lade være med at reflektere over oplevelsen:

Tænk sig at der ikke skal mere til for at bringe smil i ansigterne på dem der ikke smiler så ofte. Igen er naturen omdrejningspunkt for ægte glæde og opløfter af sind og optimisme.

Jeg håber at dem der har ansvaret for børn over længere perioder hører denne bøn, om det er forældre, værger, lærere eller pædagoger med mere.

Naturen lærer en at lytte. Den lærer en at livet kan være hårdt, at døden er uundgåelig og at de skabninger den har skabt er vigtigere end vi som mennesker går og tror. Liver derude hvor træerne giver os ilt, vandet slukker vores tørst og vinden spreder gevækster fra et sted til et andet for at livscyklus kan bestå, er vigtigere end os selv. At være ydmyg i naturen er det samme som at have respekt for naturen, livet i den og sig selv. At have respekt for mennesker er en anden ting. De eneste skabninger der ikke respekterer mennesker er mennesker. Det er vores sag. Naturen vil os intet ondt!
Tag børn og unge ud i naturen fra første dag de åbner deres øjne og lær og forklar. Har man selv som voksen en computerhjerne eller et generelt digitalt oplevelses sind som er moderne i dag. Så red fremtiden for dig og dit barn med et sundt sind omkring hvad der sker udenfor hjemmet og væk fra byens larm og spektakel.

Jeg vil gerne først sige stor tak til alle hjælpere og sponsorer der var med til at gøre denne dag mulig!

Sponsorer:

Tak til vores hovedsponsor Abu Garcia for de meget flotte stangsæt!

Tak til Nebel Sø Put & Take/Det Gamle Mejeri for brug af lokaler, jeres smukke sø, de mange flotte fisk og hjælpen til at gennemføre arrangementet.

Tak til Bilok Fiskegrej i Varde for grej og agn!

Tak til Restaurant Big World i Varde for nogle lækre chinabokse!

Tak til Kvickly Varde for lækre friske rundstykker og kage!

Tak til Rema 1000 Varde for tallerkener, glas, bestik, pålæg samt meget mere vi ikke kunne undvære!

Tak til Hjortshøj Party Service i Varde for lækre pølser, brød og sodavand!

Tak til Hovborg Fiskesø for de bidelystne og meget flotte fisk!

Hjælpere:

At nogen stiller op og bruger deres fritid eller arbejdstid for den sags skyld, for at kunne hjælpe med at gøre en masse unge mennesker glade er stort i mine øjne og til jer skal der lyde et stort tak for jeres medvirken! Dette havde ikke kunne lade sig gøre uden jer:

Tak til: Kurt, Anders Pedersen, Lars Kjær, Carsten Mikkelsen, Kim Lauridsen, Jakob Bredvig Jensen, Dennis Korsager, Kim R. F. og Marc Poulsen.

Tippen:

Tak for godt humør og nogle dejlige unge mennesker og rart at møde så engegerede pædagoger. Det skinner igennem at jeres virke i den grad gavner dem der har brug for det. Vi glæder os til at se jer til en ny omgang fiskeri!

Her er de kommentarer vi har fået sendt ind om dagen:

_________________________________________________

MalteTil Jari
Tak for at vi måtte komme. Det var sjovt at fiske i din sø. Maden smagte godt og det var nogle gode pølser. Jeg fangede min lille fisk på en snegl som jeg slog huset af og satte den på krogen. Det var dejligt at der var nogle hjælpere til at lære os at fiske.

Hilsen Malte.

 

 

 

________________________________________________

NicolaiHej Jari
Jeg er glad for at have fanget en flot fisk i din sø. Vi har ikke spist fisken endnu, den ligger i fryseren. Det var dejligt at der var mange hjælpere, ved søen. Tak for dejlig mad og drikke. Jeg vil gerne komme forbi og fiske en anden gang.
Venlig hilsen Nicolai

 

 

 

 

________________________________________________

Holger og PatrickHej Jari
Her sidder Holger og jeg og vi syntes at turen gik godt vi kunne godt lide maden og vi syntes at det var hyggelidt og sjovt. Tusind tak for den sjove dag. Jeg fangede en mini fisk på 10 cm. Det var sjovt og spændende

Hilsen Holger og Patrick

 

 

________________________________________________

Fra pædagogerne selv:

På vegne af alle der var med vil jeg gerne takke for dit flotte initiativ og store arbejde med at stable arrangementet på benene.
Det var for alle godt at opleve, hvordan vi blev vartet op med forskellige sponsorgaver. Dagen var en kæmpeoplevelse og gav dejligt sammenhold på tværs af Tippens afdelinger.
Det at få både kæmpe morgenbord – China boks – pølser og brød – sodavand, gav en oplevelse på det kulinariske område, så TAK for det.
Oplevelsen med fiskeri var også stor. Alle afdelinger fik fangst og nogle endda deres første fisk så kæmpe succes.

Venlig hilsen

Steen Tang Andersen
Afdelingsleder

Varde STU-Center