Patrick og aborrene – en times aborrefiskeri nær Ringkøbing

Lidt uden for Ringkøbing er der en fin 6 kilometer lang å-strækning mellem 2 fjorde. Aborrene finder sig godt til rette her.
Mange lystfiskere bruger fridagen på at hygge sig med de stribede jægere der ofte jager i stimer.
Aborrene kan fanges på mindre blink, små skaller fisket under flåd, spinnere, jigs, små woblere og frem for alt, hvis man vil fange mange, orm.

Orm var også agnen Patrick brugte den 24-08-2013 da han fiskede efter aborre i å-stykket. Jeg fik den fornøjelse at bruge en times tid med Patrick ved åen denne dag.

Faktisk havde han ikke fanget aborre før, så skulle han fange en denne dag ville det være den første.

En stang blev rigget til med et bly en meter nede af linen og en mindre krog til orm for enden.
Stang nummer 2 blev på ægte gammel klassisk vis klargjort med prop, bly og krog. Krogen skal have god afstand til blyet. Det betyder at når ormene kommer på, kan de nemt og uhindret flakke rundt i strømmen og lokke aborrene til.

Der skulle ikke gå mere end et kvarter før den første aborre havde taget ormen. Dette var på stangen som kun havde bly og krog der gør at man fisker nede ved bunden.

Patrick gav tilslag ved at rykke i stangen så krogen satte sig i munden af fisken og begyndte at trække den ind mod land.
Det var en mindre aborre, men ikke desto mindre den første han havde fanget.

PICT0012

Vi have kun lige genudsat den fine aborre før der var bid på den anden stang. Proppen var gået under og en fisk havde taget ormen.

Denne gang var fisken større – stangen bøjede kraftigt. Dels fordi at det var en meget blød stang Patrick fiskede med, men også fordi aborren var ganske stor.

En god kort fight var veloverstået og aborre nummer to en kendsgerning.

PICT0015

Grebet i underlæben der ofte bruges til aborrefiskeri da det gør aborren mere medgørlig og nem at holde samt lettere at afkroge, er perfekt demonstreret her.

Efter endt time kunne fiskeriet gøres op. Patrick havde fanget 5 pæne aborrer og havde haft en del hug i mellemtiden.

Torben der er Patricks far var også med. Han gik med en gul mepps spinner og fiskede langs sivkanterne som aborrene godt kan lide at opholde sig i og omkring. Der er god skjul for rovdyr som gedder, fiskehejre og på disse kanter, til tider, fiskeørne. Derudover er der også masser af småfisk og andre fødeemner som aborren kan lide at spise, der ligeledes opholder sig mellem de lange sivstrå.

Torben fik 2 pæne aborrer på dagen og her sidder han med den ene.

PICT0009

Alt i alt fik de 7 aborrer i løbet af en time og efter alt at dømme en helt igennem god fisketur.

Tak for at i ville have mig med og tak for hyggeligt selskab!

JP