En jule godnathistorie for børn – The Grinch – nu med gedde

the_grinchMange mener at The Grinch bare er en opdigtet historie fortalt på film.
Det er det ikke.
The Grinch lever i bedste velgående lige her i vores land, Danmark.

Nu skal du bare høre hvordan jeg fandt ham..

Langt inde i en stor skov lå en lille sø. I søen boede der mange gedder.
Gedden er danmarks hurtigste rovfisk i ferskvand. Den er så hurtig at hvis man satte den ved siden af en knallert for at se hvem der kom først ned for enden af en fodboldbane, så ville gedden have nået enden af banen før knallerten var nået halvejs.
Gedderne i den lille sø elskede at svømme rundt hele dagen lang. De fleste af dem sov om aftenen og om natten. Men en kølig sommeraften var der noget i skoven der gjorde at de ikke kunne sove. Noget så ned på dem oppe fra træerne.
Hvad kunne det være?

Gedderne var blevet meget bange, men jeg vidste ikke på dette tidspunkt hvad de var bange for.  Den største gedde i søen sendte et brev til mig med brevdue, og fortalte at noget stort og uhyggeligt så ned på dem hver aften og nat så de ikke kunne sove..
En dag besluttede jeg mig for at besøge søen og gedderne for at finde ud af hvad de var så bange for.

Min gamle røde cykel stod op ad muren til vores hus. Den var meget rusten af at have stået ude i regnen i mange år, men den kunne stadig holde til mig og alle mine ture ud til søen i den store skov. Et snup i styret, benet over stangen og så afsted mod de bange gedder.

Skoven syntes mørk og forladt da jeg langsomt cyklede under de store bøgetræer der alle var mere end 50 år gamle. Vinden blev koldere jo mere jeg nærmede mig den lille sø. Aldrig før havde jeg oplevet skoven så kold og forladt – noget var helt sikkert galt.

Da jeg kom helt ned til søen stod den største gedde i vandet og ventede på mig.

Gedden.

Da jeg spurgte hvad der var galt svarede hun kort. “Natten har øjne. De ser på os uafbrudt, natten er lang og vi kan ikke sove.”

“Har i intet set om dagen i lyset?”,spurgte jeg.

“Nej det har vi ikke. Hvad end det er der er derude så vil den ikke komme frem om dagen. Vi er så bange!!

” Er det ikke bare odderen igen?, spurgte jeg.

Odderen

Fru gedde svarede hurtigt ” nej det er ikke den frække odder der altid bider mig i næsen.”

Jeg tænkte mig lidt om og spurgte så fru gedde igen, ” hvad med skarven, kan det ikke være den?”

Skarv æder gedde

Fru gedde så ud som om hun tænkte en stund. ” Nej, den kommer ikke her mere, vi er alle undtagen, lillegedde, for store til at skarven vil bruge tid på os.”

Vi så begge i hinandens øjne alt imens vi tænkte på hvad der kunne være på spil oppe i træerne.

Hejre æder gedde“Hejren!” udbrød jeg, hvad med hejren. “Den er altid så glubsk og sulten.”

“Det er heller ikke hejren.” sagde fru gedde.” den har ikke været her i mange år.”

Gedderne havde gennem mange år nu haft mange fjender. Men ingen af dem havde været så uhyggelig som den der nu hver aften og nat så ned på dem oppe fra træerne.

Hvem eller hvad kunne det være?

Jeg besluttede mig for at blive til det blev mørkt for at se om jeg kunne finde ud af sandheden.

Da aftensolen forsvandt bag de høje træer og mørket sneg sig ind over skoven og den lille sø, havde jeg kun min lille lommelygte til at lyse for mig.
Jeg sad musestille og lyttede. Jeg kunne høre noget deroppe i træerne og lyste derop for at se hvad det var, men så ingenting..

Pip pip pip. En gråspurv sad på mit knæ og sang da jeg om morgenen vågnede. Jeg måtte have faldt i søvn meget hurtigt aftenen før, for jeg huskede ingenting. Der var lyst og det var tidlig morgen. Æv!, nu fik jeg ikke at se hvad det var gedderne var så bange for.

Jeg rejste mig op og børstede jord og smågrene af mig fra hvor jeg havde sovet og gik ned til den lille sø.
Gedderne stod helt stille i vandet og virkede ulykkelige. “Hvad er der galt?”, spurgte jeg.

“Vi kan ikke finde lille gedde”, svarede de i kor. “Vi hørte noget plasken i vandet lige før solen stod op og før vi fik set hvad der skete var lillegedde væk.”

Lige efter gedderne havde fortalt hvad der var sket, hørte vi alle noget underligt..

Noget grinede længere inde i skoven. Latteren lød nærmest som om den kom fra en blanding af en heks, en meget gammel mand uden tænder og en lille hidsig rotte. Den hæse lyd skar mig i ørene og jeg løb ind i skoven hvor lyden kom fra og for at se hvem der var derinde. Nu ville jeg fange den forbryder der havde taget lillegedde.

“Kom frem!” råbte jeg. “Nu kan det være nok!”

En mærkelig lille mand kom frem bag en busk og kiggede på mig. Han stod med lillegedde i hånden og sagde: “Er dæææ denne lille fætter du leder efter?”

Han holdt lillegedde op og smilede skummelt:

Jule Grinch med gedde

“Giv mig den så!”, råbte jeg, “det er ikke din gedde”.

Den mærkelige lille mand så på mig og sagde lidt forvirret og usikkert: ” Me men, men det er jo mig der har fanget den? Og jeg er så sulten”.

“Det er heller ikke sjovt at være sulten, men lillegedde er min ven og den skal tilbage til sin mor.” Sæt den så tilbage!”
“Ved du hvad?” sagde jeg til sidst, “hvis du så gerne vil have noget at spise, kan du komme med hjem til mig og få en masse dejlige æbleskiver med syltetøj og sukker.

Den mærkelige mand blev så glad for mit tilbud at han smilede over hele hovedet.

PICT0112 (2)

Lillegedde blev puttet tilbage i vandet hvor den lige så stille svømmede ned i mørket, for at slappe af efter alt det den havde været igennem.

Lille gedde

De andre gedder var glade for at se deres lille ven og geddemor kunne nu slappe af velvidende om, at de alle kunne sove godt om natten fremover.

Den mærkelige mand spiste 57 æbleskiver, de fleste med syltetøj da han ikke så godt kunne lide sukker. Jeg fortalte ham at han altid kunne komme forbi når han blev sulten, så han ikke skulle bruge tiden på at fange de meget hurtige og flotte gedder i den lille sø inde i den store skov.

Jari