Tabt bag fiskevognen – en historie fra Aalborg – havørred mellem hornfisk

Hornfisk og den store havørred

En dag i maj måned for mange år siden, nærmere betegnet 22 år tilbage fra i dag. Tog jeg ned til kajen ved Aalborg havn for at fange hornfisk.. Som altid stod folk på rad og række for at nyde det gode vejr og de mange næbbede fisk.

De sædvanlige vitser og bemærkninger blev kastet rundt mellem lystfiskerne til stede, og øl i store mængder blev hældt indenbords.
Der var altid én der havde bagagerummet fyldt med dåseøl fra grænsen, som folk kunne købe eller få af.

Sjovt nok, var det de samme hvert år. Jeg kan huske en herre ved navn Chris eller kris, jeg ved ikke hvordan han stavede det.. Han gik altid med den samme skulder-fisketaske, det samme fedtede tøj og formåede ofte ud af det blå, at fremvise en havørred hevet op af tasken, som han havde fanget tidligere på dagen.
Han var vel en slags Egon Olsen af havørrederne, han havde rent  faktisk også en lille stump cigar i mundvigen. Altid!! Og han vidste præcis hvor havørrederne kunne fanges og hvordan.

Han var en særling, men spændende syntes jeg. Jeg fik fulgt ham lidt rundt i fjorden et par gange og fik lært et par tricks til fremtidigt fiskeri.

Dagen min historie handler om, involverede også den gode mand, med det fedtede tøj og det fedtede hår.

Vi kalder ham i denne skrivelse Kris med K.

Altså, jeg ankom til kajen og gjorde mit grej klar. Jeg havde valgt en god gammel grøn tobis, fik sat en tjavs line for enden og en ekstra tre-krog, så jeg kunne komme forbi hornfiskens næb og ind til den bløde mund.

Jeg fangede vel nok 15 hornfisk på en times tid.

De er i øvrigt skide fede at fange på denne årstid fra Aalborg havn. Størrelsen er nemlig deroppe hvor man virkeligt kan mærke deres styrke og strømlinede kroppe ruske i den anden ende.

Jeg skulle lige til at kaste ud igen, men så Kris komme gående med en hale stikkende ud af tasken. Han kom hen til mig og spurgte hvordan det gik med fiskeriet efter ”horn”, som han udtalte det.

Jeg viste ham posen og med et nik viste han, at han syntes det var en acceptabel fangst.
Jeg måtte, som de andre jeg havde mødt ham, selv hentyde til halen i tasken. Han løftede armen og kiggede næsten overrasket over at der under armhulen, hang en taske med fisk i.

”Nåårh ja, den.”

Det var en flot havørred på lige knap 2 kilo. Taget ud for stævnen af et stort skib, længere nede af kajen.

Jeg var 12 år dengang og var meget imponeret. Han bukkede sig ned og sagde følgende:
”Hvis du går ud på den lille bro der ved goliat (en slæbebåd) og kaster hen mod bropillen og lader blinket falde ned tæt ved bunden, og derefter spinner langsomt ind. Så tror jeg du også selv kan fange en”.

Efter disse ord, gik han.

Jeg skyndte mig hen til lågen, der tilfældigvis var åben denne dag og gik ud på bådbroen.

Jeg gjorde præcist som Kris sagde, lagde den ud til pillen, lod den synke godt ned i dybet og rullede langsomt ind.

Kast efter kast blev foretaget, minutterne gik og jeg fik ingen fisk. Pludselig kunne jeg mærke en finger prikke mig på skulderen. Det var kris..

”Jeg glemte lige at sige, at du skal have rødt blink på i dag”.

Kris spurgte om jeg havde et blink med rødt på, hvortil jeg svarede” Ja men kun et geddeblink”.

Han kiggede på mig og sagde” Hvorfor har du geddeblink med”??

Det vidste jeg faktisk ikke og han forklarede at de brede skeblink nogle gange var det der skulle til, og at jeg skulle prøve den lige med det samme. Men uden den lille hornfiske-tjavs.

Han forsvandt lige så hurtigt som han kom, og jeg gik i gang med fiskeriet.

Det store blink havde nogle hårde udslag til siderne og gik voldsomt i vandet og jeg tænkte, at idéen aldrig ville gå.

Knaaaaald!!!

En havørred havde taget blinket

Hugget kom som lynet fra en klar himmel, fisken foretog det ene høje spring efter det andet. Jeg var helt uden anelse om hvad jeg skulle gøre. Jeg kan lige så tydligt huske hvor bange jeg var for hvad der nu skulle ske.
Den fortsatte sit springeri og efterhånden som den kom tættere og tættere på, kunne jeg og de mennesker der efterhånden havde samlet sig om mig, se hvor stor den var.

En sagde at han troede at den vejede 6 kilo og en mente at den ”kun ” var onkring de 4-5 kilo tung.

Ungdommens forbandelse

Jeg var ude af balance, ude af fokus, nervøs til knoglerne og hørte ikke efter nogen.  Ørreden kom ind og folk tilbød at kravle på træværket for at lande den, folk hoppede over på slæbebåden for at hjælpe med landingen, men jeg hørte ikke og ville selv, af frygt for at miste den.

Da ”min” fisk kom helt op til det sted hvor vi stod. Forsøgte jeg at løfte fisken op på broen. 5-6 kilo rent sprællende sølv!!!!!!!!!

Selv i dag må jeg lige sluge et par gange- – – – – – før lyden af linen der springer forsvinder..

JP

Denne historie kan kommenteres på

Skriv en kommentar