Mangroveskovene – skjulested for yngel og jagtmarker for tarpon

Mangroveskovene – skjulested for yngel og jagtmarker for tarpon

Mangrove-skovene strakte sig som et levende hegn langt ud i bugten. Vi kunne kun se cirka 20 procent af den strækning vi skulle gå, resten var rent gætværk. Rødderne fra træerne der mest af alt minder om meget lange spredte fingre, der let bøjede stikker fingrespidserne ned i sandet og danner en form for tremmehule, giver lejlighed for al slags yngel og småfisk til lettere at kunne skjule sig for rovfisk og rovfugle.
Da mængden af yngel og småfisk ved nogle af mangroveskovene kan være ret store, er det ideelt for de store rovfisk at holde sig lige i udkanten. Når der er flere mindre fisk, kommer der flere af de lidt større rovfisk og der kan opstå kaos inde imellem de ellers så sikre rødder. De små fisk bliver paniske da de lidt større, der også kan komme mellem rødderne jager dem, alle glemmer at de helt store fisk står derude og kun venter på dette øjeblik. Det er ikke alle fisk der midt i sådan et kaos ved hvor man skal svømme hen. Mange ender derfor i munden på en stor barracuda, tarpon eller snapper med flere, der har patruljeret eller stået tålmodigt og ventet på et nemt måltid. Når alt dette sker, kan vi som lystfiskere enten sejle eller som i vores tilfælde, min lillebror og jeg, gå langs skovene og spotte aktivitet fra jagende fisk.
Det var planen i dag – spotte store tarpon og fange dem på lette 9 fods spinnestænger, med stor popper som agn.

25 kilo tarpon – satan med finner

Bunden nær rødderne fra træerne vi gik langs var blød og flere gange måtte stængerne over hovedet når vi skulle passere de sværest fremkommelige steder. Vi synkede til tider helt ned til en halv meter. Nærmest sumplignende tilstande.

Vandet sydede af liv omkring os. Nogle af fiskene mellem mangroverødderne udviste en vis form for nysgerrighed og kiggede op på os, muligvis med undrende øjne, mens andre bare havde travlt med at komme væk.

Vi rundede et hjørne og kunne nu se hvad vi havde kastet os ud i. Bugt efter bugt af mangrove snoede sig så langt øjnene kunne se. Ikke et menneske eller bare 1 meters land i sigte, skulle vi få brug for hjælp eller en lille pause.
”Sådan kan jeg kan lide det! ”

Vores ben var begyndt at bløde fra små rifter skabt af kontakt med korraller og andet godt fra havet.

Mine tanker kunne ikke lade være med at strejfe de bullsharks der patruljerer i disse vande. Jeg slog begyndende fantasier til jorden og nævnte intet for min bror der i forvejen er lidt panisk når det kommer til hajer.

Fisken

Blot 50 meter borte var flere store fisk på jagt. Små blanke fisk sprang ud af vandet og kastede små glimt af sig inden de igen ramte vandet.
Da vi havde listet os tættere på var det tydeligt at det var store tarpon på omkring de 15-20 kg der var på spil.
Adrenalinen pumpede og jeg nærmest hvæste i stedet for at hviske, ”Det er tarpon, det er tarpon, yesssssss!”

Jeg kastede den rødhvide popper over det vanvittige ædegilde og halede popperen tilbage imod og derefter ind igennem. Hastigheden og måden jeg fiskede popperen på, vil jeg sammenligne med den efter gedde hjemme i DK. Ikke alt for hurtig og i dette tilfælde med små korte ryk.

Det var tydeligt at mindst 5 store tarpon var i gang med at jage og med et hug jeg aldrig i mit liv vil glemme blev popperen taget. Jeg knaldede den lette stang hårdt tilbage for at forsøge at sætte krogen og nåede lige at løsne premsen før et monster af en tarpon kastede sig ud af vandet.
Dette syn var i sig selv sindsygt spektakulært.

Endnu et hop og endnu et. Kæmpen var så enorm og ustyrlig at jeg nok inderst inde havde lyst til at vende en ”mini me” af mig selv om, og give mig en røvfuld for overhovedet at tro, at det kunne lade sig gøre at lande Cubas vildeste sølvmonster med en 1200 kroners, 9 fods spinnestang og 0,40 nylonline.
Men jeg har det bedst hvor der er sværest, så landes skulle den.

Hver gang den tog et udløb lød bremsen som om den kunne knække, springe i luften og brænde sammen på samme tid, når som helst. Og hver gang den vanvittige flotte tarpon sprang ud af vandet, gav det et sug i stangen så dybt, at korken begyndte at falde fra hinanden og smuldre mellem mine hænder.

Efter ca. en halv times fight var jeg ved at køre træt. Jeg skulle konstant være opmærksom på dyrets bevægelser for at komme den i forkøbet med mit latterligt lette udstyr.
Det er svært at gætte på fiskens nøjagtige vægt men over 20 kg. var den, bare det ene øje måtte have vejet 1 kilo. Det så i hvert fald sådan ud da den kom i mod mig og sprang 1 meter foran mig, for kun at dreje af lige før mine ben ville have blevet slået til plukfisk.
Her ville det have været en fordel havde jeg haft ble på.

Det udløb der kom efter det tætte encounter/møde slår alle rekorder i min bog. Der var kun en vej. Havde jeg haft tæller på ville det kunne ses således:

10 meter
30 meter
50 meter
60, 70, 80, 90, 100, 110
150 meter

Et spring derude

Der røg min line ende knude

”Neeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeejjj!!!!!!”

Jeg var færdig. 35-40 minutters fight og min drømmetarpon var væk.

Men hvilken fight, sikke fænomenale mentale billeder jeg fik taget og sikke nogle store øjne sådan en stor sild har.

JP