Bunden der stak af..

Bunden der stak af..

Stemmeværket ved Sig Fiskeri, stod stadig og begrænsede opgangen af laks og snæbel, da jeg som 15 årig var på tur med min kære morfar.

Vi var taget hen på den øvre side af Stemmeværket, ved et sving der langsom lod vandet løbe i en blød bue, for derefter at følge langsiden af fiskedammene fra det lokale dambrug.

Fra jeg var 5 år gammel, havde min morfar taget mig med ned til denne å, på denne plads. Vi havde normalt et godt ålefiskeri ved dette sving og en speciel god fornemmelse af denne dag. Mørket og skyerne havde i dagens løb lagt sig tungt over området.

På pladsen

Den klassiske rød-hvide prop blev ført op af linen til omkring 1,5 meter fra krogen og mine 2 splithagl godt placeret 50 cm efter proppen.
Jeg havde dengang læst om vigtigheden af, at ormen skulle have god plads til at flagre rundt i strømmen.

Efter 3 timers fiskeri og 7 fine ål til stegepanden, begyndte jeg at fiske efter skaller ved at lade agnen drive i samme dybde hen over bunden på modsatte side, altså ca. halvanden meter nede..
Det blev hurtigt til 4 fine strømskaller og jeg fortsatte derfor fiskeriet ude i strømmen. Der var mere action for en 15 årig ved dette fiskeri.

Det der skete herefter, taler vi stadig om den dag i dag og det er 19 år siden.
Historien kommer op hvert eneste år, når vi genoplever vores tid ved den fantastiske lille å, 10 minutters gang fra Sig by.

Fighten

Min prop gik langsomt under, som om grøden havde fat og strømmen sørgede automatisk for resten. Jeg ville rykke krogen fri, men den sad fast.
Ikke på noget tidspunkt havde jeg forestillet mig at der kunne være en fisk på krogen, så jeg gik opstrøms for at forsøge at komme fri derfra.

Efter 2 ryk og den efterfølgende reaktion fra ”bunden”, formåede jeg lige akkurat at løsne bremsen før stangen blev flået ud af hånden på mig.
Den store fisk havde højst sandsynligt først opdaget at den var kroget efter mine forsøg på at få mit grej tilbage og strøg afsted nedstrøms med høj hastighed.
”Jeg har en stor en!!”. Morfar kom løbende og kunne se alvoren i mit ansigt, ”den er virkelig stor den her!!”, sagde jeg igen spændt.

Fisken vendte flere gange og tog lange udløb opstrøms, så nedstrøms og ikke på et eneste tidspunkt kunne den presses til overfladen.
Jeg begyndte at blive bange for at miste fisken før jeg fik den at se, hvorfor jeg havde det sådan, er jeg stadig ikke klar over, men kan huske følelsen lige så tydeligt som var det den dag i dag.

Jeg begyndte at presse fisken hårdt, for at se hvad der gemte sig dernede i dybet, af den lille å.
I dag er jeg meget glad for at jeg allerede dengang, havde læst om betydningen af bremsen på hjulet, for jeg bestemte ikke hvad der skulle ske i denne fight..
Udløb efter udløb, fisken ville ikke ses eller fanges.
Trods mine ihærdige, gentagne forsøg på at få fisken til overfladen med min 9 fods spinne-stang og 0,25 mm line, ville dyret ikke op.
20 minutter var gået og fisken havde netop taget 20- 30 meter af hjulet med sig nedstrøms.
Jeg anede efterhånden ikke hvad jeg skulle stille op, men da jeg endelig fik presset fisken tilbage og den stod dybt, tæt inde foran mig, kom der mere ro i sindet og troen på sejr var en realitet.

Jeg pressede for “halvtredsindstyvende” gang, for at få et glimt af fisken og kunne mærke at den var ved at blive træt.
Jeg bad min morfar om at være klar med nettet og løftede stangen så meget som jeg kunne magte.

Jeg mente at kunne ane den, da fisken for en sidste gang tog et kraftigt udløb opstrøms og jeg stod tilbage med slap line alt imens jeg grådkvalt udbrød,” Den er væk, den er væk..”.

Enden af min line var krøllet sammen i form af en spiral. Knuden var gået op.. Sataaaaaaans!!

Klumpen i min hals kunne ikke havde været større om så jeg havde slugt morfars Ford Taunus.
Oplevelsen for ham var og er heller ikke til at tage fejl af. Der var flere minutters stilhedved åen. Vi var uden ord, enige om at pakke sammen og gå hjem.
Min kære morfar er altid den første til at genopfriske episoden når vi ses. Jeg tror på en eller anden måde at jeg ikke har ville huske. Den nager stadig åbenbart.

Mine tanker i dag, leder hen på en af Vardes å´s store oprindelige laks eller muligvis en meget stor havørred. Men da jeg aldrig så fisken, vil den altid spøge i mine tanker og drømme.
Den, dengang, triste oplevelse, er samtidigt også en af de mest mindeværdige lystfisker eventyr i mit liv. En historie om en oplevelse, med min morfar og jeg ”barnebarnet”, som altid vil stå klarest blandt alle stjernerne af de ture jeg har haft gennem tidernes morgen.

( Jeg har ikke bundet en knude forkert siden )

Jyden