Bækørreden der kunne løbe på land

Bækørreden der kunne løbe på land

En dejlig dag ikke mange år siden. Havde jeg besluttet mig for at tage teltet på ryggen og begive mig af sted på cykel, ca. 40 kilometer nord for Aalborg.

Jeg ville besøge en mindre å og leve af det jeg fangede.
Opholdet skulle vare 5 dage, være fri for mennesker og byens larm.

Da jeg ankom lettere forpustet og øm, (i den del der rimer skriftligt på løven). Måtte jeg lige sunde mig lidt før jeg satte teltet op.

Kort efter fik jeg teltopsætningen overstået og stillede mig tilbagelænet op af et træ. Aahh, dette er livet.
Åen sneg sig langsomt forbi omkring 3 meter fra hvor jeg stod. De rolige dybe sving fungerede som fabelagtige standpladser for større bækkere og tog gerne spinnere i størrelse 3, i bronze eller sølv.

BækørredJeg var egentligt ved at blive lidt sulten efter den lange cykeltur, så jeg måtte bare fange noget.

Efter to kast sad den første fisk på krogen. En flot bækørred på godt 700 gram. Et godt måltid for en sulten ung mand. Et bål blev startet, krydderier fundet frem og ind i sølvpapir kom den.
Guld spise!

Jeg spoler frem til anden sidste dag. Min sidste overnatnings dag.

Over stok og sten

Det er ikke til at sige hvad der gik galt denne dag, men en ting var sikkert. Ørrederne ville ikke bide. Jeg havde gået hele dagen uden held, vandret i timer op og ned af åen. Jeg var så forbandet sulten.

På et tidspunkt overvejede jeg bare at sige, “fuck det!”, jeg tager sgu hjem og æder hele køleskabet. Lettere irritation blev til en mild klynken og jeg havde så ondt af mig selv.
Helt alene herude, uden mad. Jeg stakkels hjælpeløse individ.

Efter 10 minutters pinligt klynkeri, greb jeg om mine 2 “hænge-æbler” for at se om de stadig var der. Det var de, men var flove over mig.
Jeg fortsatte mit fiskeri. Imens lagde mørket sig over ådal og marker.

Fisken løb og jeg løb efter

Det var nu 13 timer siden jeg havde fået føde og jeg var desperat. Jeg var nu godt 100 meter fra mit telt og var nået til et kort sving. Et kast blev sat imodsatte side og spinneren lod jeg glide helt  ned, i svingets aller dybeste mørke krog.

Et sug jeg sjældent havde oplevet før gjorde mig opmærksom på, at denne fisk ikke var lille. Jeg forestillede mig at denne ørred, havde stået nede i mørket hele dens liv og havde suget, som den havde det med min spinner, den ene fisk efter den anden, som havde kommet forbi dens plads, ind i munden og spyttet skelettet ud, som på tegnefilm.

Ørreden kom kort til syne i overfladen, lige får at se mig an og dykkede så ned igen. Spolen hvinede og dyret trak opstrøms mod mit telt.
Farten blev lidt efter sat ned og fisken stod pludseligt stille. Der var nu helt mørkt omkring mig, men månens skær oplyste åen.

Linen begyndte nu at forsvinde langsomt men sikkert fra min spole. Jeg kunne se fisken gå med ryggen et godt stykke over vandet, den fortsatte over til modsatte bred og til min store overraskelse ud af vandet og op i den grønne beplantning.

Jeg var målløs. Hvad fanden sker der!?

Jeg hørte mig selv råbe “HEY!!” og alt fornuft forsvandt. Jeg følte mig berøvet og samtidigt enormt nysgerrig. to skridt tilbage blev taget og jeg kastede mig over på den anden side.

Jeg løbe efter min fisk og fisken løb væk fra mig.

På en lille forhøjning nogle meter foran mig stoppede den op. Jeg nærmede mig forsigtigt.. 4 øjne stirrede på mig. to lysende øjne og to store halvdøde øjne.

“Din lille satan” råbte jeg. ” Det er min mad!!”

Odderen var ret ligeglad og begyndte at spise foran mit sultne ansigt. Alle tanker sagde mig, at jeg skulle være glad for at overhovedet se en odder. Men sulten og frygten for at den skulle få spinneren i munden, drev mig til at skræmme den væk.
Jeg brølede som en løve og den stak af.

Min fisk var stor og jeg gætter på 1,5 kilo og der var rigeligt tilbage. Jeg skar stykket væk som odderen havde spist af og spiste selv resten.

Ikke på noget tidspunkt havde jeg troet, at jeg skulle ende med at dele bækørred med en odder.

Jari